Hvad er meningen med det hele? – det taler en del om

“Hvad er meningen med det hele?”
Det eksistentielle spørgsmål er et, jeg indimellem hører i Psykiatrifonden hvor jeg er frivillig rådgiver. For en uge siden tog Politiken den samme problematik op i en kronik, der fortæller om, hvordan eksistentielle problemer ikke kan løses med psykofarmaka.
En af pointerne fra kronikkens ophavsmand, psykolog og professor Allan Holmgren, er, at alle mennesker har en historie at fortælle, og ved at få indlemmet den historie med de følelser, der er, hjælper det mennesker til at få det bedre.
Det oplever jeg også i Psykiatrifonden. Her sidder jeg og skriver med mennesker i chatten, der har det svært.
Chatter med mennesker med diagnoser
Hvis dem, der skriver ind, har diagnoser, har jeg min viden om fx angst-, depression- og bipolardiagnoserne i baghovedet. Men jeg er først og fremmest optaget af at lytte til og spørge ind til dem som mennesker. Netop det, oplever jeg, gør en afgørende forskel. Uden at dømme folk, men bare lytte til deres ord og spejle eller spørge ind til dem.
Hvad er meningen?
Nogle af dem, jeg taler med på chatten, spørger: “Hvad er meningen med det hele?”, og “hvad er meningen med mit liv?”. Opkalderne kan opleve, at de er fastlåste, at de ikke helt føler sig forbundet med andre, og de kan stå med følelsen af at være ensomme. Tit fortæller de slet ikke dem, de kender, hvordan de i virkeligheden har det.
Sommetider oplever jeg, at de føler større fortrolighed med mig som anonym rådgiver end med deres egen psykolog. Nogle nævner at netop den anonyme chat giver dem mod til at åbne sig.
Skyld og skam
Ofte er der meget skyld og skam forbundet med, hvordan de har det. Nogle føler ligefrem at de er en belastning for deres omgivelser og samfundet. Og i vores samfund, hvor der er fokus på at skulle præstere, kan det være svært bare at være til med følelsen af, at der er noget galt med én, uden noget større mål, og sommetider uden tætte relationer.
Jeg genkender med andre ord Allan Holmgrens pointer med de samtaler, jeg har i Psykiatrifonden. Og jeg håber også, at der bliver åbnet op for den nære samtale, ikke bare i psykiatrien, men også i alle mulige andre sammenhænge.
/Elsebeth Christensen
(Blogindlægget er udtryk for min personlige oplevelse og holdning som chatrådgiver og psykoterapeut).
Læs også blogindlægget om, hvilken form for terapi, du skal vælge mod angst
Læs mere om min tilgang til dig med NLP Psykoterapi og coaching.
NB! Jeg er med på at medicin kan være en del af løsningen for mennesker med diagnoser, men der er bare spørgsmål og problemstillinger som medicin ikke kan løse.