Er du pårørende? I krise? Få en boganbefaling

Er du pårørende? I krise?

Det er nemt at komme i krise, hvis et nært familiemedlem bliver psykisk syg og indlagt. Følelser som frygt, frustrationer og stress kan nemt komme til at fylde for dig, der er pårørende og står på sidelinjen. Jeg ved, at mange pårørende opsøger en psykoterapeut eller en psykolog for at komme helskindet gennem situationen.

Jeg møder selv ind imellem klienter eller andre, som har oplevet sådan en svær situation.

Hvis du har overskuddet, kunne du også overveje at læse en god roman, der handler om at være pårørende til en psykisk syg. Det er bogen “Jeg hører, hvad du siger” af Katrine Marie Guldager (2024).

Jeg giver her et lille indblik i bogen, der fortæller om hvordan man som pårørende kan blive fanget i bekymringer, uro og stress, der ændrer ens tænkning i en mere og mere fastlåst form.

Følelsen af at være magtesløs

Romanen “Jeg hører, hvad du siger” er udelukkende set fra hovedpersonen psykologen Mariannes vinkel. Hendes voksne unge søn Nikolaj er indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Handlingen udspiller sig over 18 dage, hvor Nikolaj er indlagt.

Det er et portræt af en kvinde midt i livet, der vil gøre alt for sin syge søn. Hun føler sig magtesløs over for sønnen og det psykiatriske system.

Bogen tegner også et billede af det psykiatriske system, hvor Marianne i dette tilfælde bliver opfattet som en del af sønnens problem.

Man finder efterhånden ud af, at der er blinde pletter både blandt personalet på hospitalet og hos Marianne.

Blinde pletter hos Marianne

Marianne er til daglig parterapeut, og hun har selv rod i de parforhold, hun har – og har haft – gennem tiden. Hun har det svært med tillid og tror at hendes kæreste vil droppe hende, da hun ikke hører fra ham på hans ferie, mens sønnen er indlagt. Denne mangel på tillid gennemsyrer også Mariannes relation til hospitalet, men hun ser også, når enkelte medarbejdere på hospitalet har en varm og støttende tilgang til hende.

Blinde pletter i systemet

Det psykiatriske system ser ikke Marianne som en ressource i forhold til patienten, ifølge Marianne. Til gengæld har hospitalet måske styr på sin behandling af de syge. I hvert fald får sønnen det bedre i løbet af indlæggelsen. Men fra hospitalets side forsøger de ikke at have en dialog om hvordan dialogen mellem hospitalet og den pårørende er (igen ifølge Marianne).

Tegn på stress

I løbet af de 18 dage som forløbet varer, ser vi hvordan Marianne begynder at få en sort-hvid tænkning undervejs, som er kendetegnende for mennesker i en meget presset og stresset tilstand. Hun begynder at opføre sig uprofessionelt og taber hovedet, da hun i forhold til en klient overfører sine egne vredes-issues på ham.

Et eksempel på, hvordan Mariannes tænkning bliver mere og mere frygtstyret, er da hun læser fx i sønnens journal, at han måske har et seksuelt traume. Hun forfølger sporet og prøver at finde bekræftelse på teorien. Det viser sig ikke at have hold i virkeligheden.

Et andet eksempel på at Mariannes tænkning er frygtstyret er, at hun er sikker på, at kæresten, der er på ferie, har fundet en anden på turen. Hun bliver meget detaljeorienteret og tolker på enhver SMS og på ethvert tilsendt billede. Virkeligheden kommer igen til at vise hende noget andet til sidst – selv om slutningen står åben.

Læs gerne bogen, for den giver et godt fiktivt billede af, hvordan en pårørendes tanker og følelser kan forvrænges og ændre sig mod en krisetænkning.

Hvis du eller nogen du kender står i en svær situation, er I velkomne til at kontakte mig.

Dbh Elsebeth

Mobil: 93 94 68 81

Læs også om, hvordan jeg arbejder som stress terapeut lige her

Læs mere om min tilgang til dig med NLP Psykoterapi og coaching.