Om stress – og anerkendelse som eksistentielt behov

Igen og igen hører vi om mennesker, som rammes af stress.

Et måske overset aspekt ved stress er dette: Manglende anerkendelse (som filosof Mette Vesterager også har beskrevet i sin bog “Stress og eksistens”).

Vi har alle et grundlæggende eksistentielt behov for at blive anerkendt af andre mennesker som dem, vi er – og det vi kan. Vi er flokdyr! Bliver vi ikke anerkendt og “set” af “flokken”/lederen//afdelingen i organisationen, kan vi nemt komme til at føle os misforstået, ensomme eller udstødte.

Jeg er meget enig med Mette Vesterager i, at manglende anerkendelse også kan være en medvirkende faktor til, at nogle mennesker udvikler stress.

• Tilsvarende kan anerkendelse af en stressramt kollega være første skridt i den rigtige retning i at opløse stress. At prøve at forstå kollegaen og anerkende det, som han eller hun er og gør. At forstå personen ud fra et bredere sigte end ud fra effektivitet og præstation.
• At anerkende den anden ligger ikke kun i det sagte, men i hele den tilgang vi i kropssprog og ord møder vores kollega med. Helst skal der være et ægte empatisk aspekt, så vi selv og den anden mærker, at det betyder noget. Det kan let opleves manipulerende og utroværdigt, hvis ros er løsrevet fra de handlinger og beslutninger, der træffes.

Min erfaring som coach og terapeut er, at stressramte i et forløb typisk finder egne ressourcer og får nye perspektiver på sin situation. Meget ofte medfører det, at han eller hun bliver klarere i sin kommunikation (med sig selv og andre) – og bliver hørt på arbejdspladsen på en helt ny måde.

Jeg er ikke optaget af at placere skyld og ansvar et sted, når et menneske bliver stresset. Eller at den stressramte er forkert og skal fixes. Men det er desværre sådan nogle stressramte opfatter sig selv. En arbejdsplads er at betragte som en slags “øko-system”, hvor alle påvirker hinanden.

For et menneske med stress kan et stresscoaching forløb, hvor han eller hun bliver anerkendt og kommer til at forholde sig lidt anderledes til sig selv og sin situation, gøre det hele lidt nemmere. Det er første skridt på vejen, hvor noget nyt kan ske. I den enkelte, på arbejdspladsen og på den lange bane, måske tilmed på samfundsplan. 

Læs om, hvilke faser der typisk er i forhold til stress lige her

Læs også min tilgang til coaching lige her

Bedste hilsner
Elsebeth Christensen