Derfor skal du stille dig selv de to spørgsmål (om værdier)

af | jun 17, 2024 | Psykoterapi og coaching

Mange af os bruger en tredjedel af vores hverdag på jobbet. Det er ingen nyhed i sig selv.

Men vores værdier – og det, der er vigtigt, kan skifte i løbet af livet. Mange mennesker i dag gentænker sig selv, fordi vi får nye erfaringer og oplevelser hele tiden. Derfor kan det være godt at evaluere sin situation engang imellem.

Lad mig forklare.

I bogen “Livsfarlig ledelse” fra 2013 skriver Christian Ørsted om, at hvis vi i en periode bruger lang tid på vores arbejde og læser mange mails i fritiden, kommer vi til at opfatte vores arbejde som meget vigtigt og i høj grad som en del af vores identitet.

Forklaring på identitetsfølelsen

Ørsted kommer ind på en forklaring af, hvad der egentlig sker: Hvorfor vi oplever en identitetsfølelse i jobbet:

“I dag ved vi, at hvis vi ændrer på vores adfærd, så ændrer vi ubevidst vores overbevisning. Vores hjerner sørger hele tiden for at få vores adfærd og overbevisninger til at passe sammen” (…) “Vores hjerner sørger for, at der er overensstemmelse mellem det, vi gør, og det vi tænker”.

Det vil sige, at hvis vi bruger meget tid på arbejdet og måske tjekker mails meget af tiden – også i fritiden – så kan vi komme ind i en stærk fornemmelse af, at arbejdet er det vigtigste. Også sommetider vigtigere end vores privatliv.

Vi kan forledes til at tro at det vi er i gang med er vigtigt, men indeni kan vi alligevel i glimt opleve en indre tomhed, hvis vi mærker efter.

Værdierne er afgørende

Problemet kan være, at vores nuværende værdier ikke længere kommer i spil i vores jobfunktion.

Ligesom de fleste virksomheder og organisationer i dag har værdier, de styrer efter, kan det også være en god idé at være opmærksom på, om vi selv lever efter vores egne værdier. Og om nogle af de værdier bliver opfyldt i vores arbejde.

Får du opfyldt det, der er vigtigt for dig?

Det er bare ikke alle, der tænker så meget over deres egne værdier, men føler man sig frustreret – kan det i virkeligheden handle om, at man ikke længere lever efter sine egne værdier.

Brug 2 minutter

Uanset hvor bevidst du er, vil jeg opfordre dig til at bruge 2 minutter på at overveje, hvad dine egne værdier i jobsammenhæng er:

  • Hvilke værdier får du opfyldt i dit nuværende job?
  • Hvad er beviset på det?

Eksempler på værdier kunne være: “Fællesskab”, “frihed”, “tryghed”, “glæde”, “kreativitet”, “faglighed” eller “at give omsorg til andre” – alt, der kan give en god følelse.

Har du let ved at svare på spørgsmålene, så er alt nok godt. Du vil føle mening og identitet i jobbet. Men har dine værdier pludselig flyttet sig, er det værd at overveje, hvad du kan gøre for at få nogle af værdierne opfyldt alligevel.

Overvejer du at få hjælp af en coach? Forstå lidt af hvordan jeg hjælper som coach.

Bedste hilsner
Elsebeth

Elsebeth C

Skrevet af Elsebeth Christensen

Jeg er NLP Psykoterapeut og Coach – og freelance kommunikationskonsulent. Jeg er optaget af at skabe bedre mental sundhed og balance for andre mennesker gennem terapi og coaching. På min blog kan du læse om min tilgang at arbejde med mental sundhed – fra teori og metode til konkret praksis.